Dræbersnegle

Dræbersnegle – eller Iberisk skovsnegl – har til mange danskeres store irritation efterhånden invaderet vore haver og køkkenhaver.

Sådan bekæmpes dræbersneglen

Bekæmpelsen af dræbersneglen foregår ved at udlægge gift eller sætte et sneglehegn op. I parcelhushaver får man den bedste effekt, hvis alle naboer bliver enige om en samlet bekæmpelse.

Dræbersnegl – alias Iberisk Skovsnegl

Denne snegl har efterhånden fået mange navne. Den går under navne som Iberisk Skovsnegl, Iberiaskovsnegl, Spansk Skovsnegl, Dræbersnegl og de latinske navne Arion lusitanicus og Arion vulgaris. Tilnavnet dræbersneglen har den sikkert fået dels på grund af sin store appetit på havens planter, og dels fordi den kan optræde kannibalistisk. Sneglene vil dog normalt kun spise artsfæller, hvis disse er svækkede eller døde. Vi vil på denne hjemmeside bruge navnene Iberisk Skovsnegl og Dræbersnegl.

Vidste du…?

At dumpning af haveaffald i naturen er med til at sprede dræbersneglen til naturområderne, hvor konsekvenserne kan være store for plante- og dyreliv. Plantebytning og udveksling af træ er ligeledes med til at sprede sneglen til nye haver eller områder, som ellers ikke var plaget.

Beskyttelse og regulering

Dræbersnegl anses for at være en invasiv art, som ønskes bekæmpet eller holdt nede for at værne om den biologiske mangfoldighed. Bekæmpelse kan foretages hele året, den kræver dog vedholdenhed og en ihærdig indsats. Lokalt kan bestanden holdes nede, men det anses ikke for muligt, at arten totalt kan udryddes i Danmark.

Hvorfor uønsket

Problemet med dræbersnegle er todelt. Mange haveejere rundt om i landet har stiftet bekendtskab med det ene problem – at masseforekomster af dræbersnegle kan rasere både køkkenhave og prydplanter fuldstændig. Det andet problem er, at de også har potentiale til at forrykke balancen i vore økosystemer blandt andet ved at fortrænge den hjemmehørende sorte skovsnegl (Arion ater).

Status for bekæmpelse

Arten er udbredt og et stort problem for mange. Bekæmpelse foretages af den enkelte haveejer, grundejerforeninger o. lign.

Udbredelse

Dræbersneglen menes at stamme oprindelig fra Sydfrankrig og den Iberiske Halvø. I disse områder udgør den ikke noget problem, da det varme og tørre klima sandsynligvis holder arten i skak, ligesom forekomsten af naturlige fjender muligvis kan have betydning for at holde antallet af snegle nede. Dræbersneglen er indslæbt til forskellige europæiske lande via jord- og plantemateriale, som ”blind passager”, siddende på træstammer o. lign. Den blev første gang observeret i Sverige i 1975, men helt frem til 1987 var antallet af nye fund forholdsvis lavt. Fra 1987 og frem skete der derimod en eksplosiv forøgelse af nye fundsteder. I Norge ses dræbersneglen første gang i 1988, men masseforekomster rapporteres først fra 1995. Det samme billede ses i Danmark, hvor de første fund er fra 1991, men masseforekomster optræder først i 1997 på Bornholm og i Sønderjylland. Disse tidsforskydelser, mellem de første fund og observationer af masseforekomster, kan skyldes, at der i den mellemliggende tid er sket en spredning inden for landenes grænser f.eks. ved handel med planter mellem planteskoler, ved plantebytning mellem haveejere eller ved anden transport af jord og planter rundt i landet. Dræbersneglen findes i næsten hele landet. Udbredelsen er ofte meget lokal, dvs. en bydel kan være plaget mens den anden ikke er.

Udseende

Dræbersnegl har ligesom andre arter af skovsnegle ikke noget hus, og bliver derfor i mange sammenhænge refereret til som en nøgensnegl. Dette er dog taksonomisk ukorrekt, da underordenen nøgensnegle (Nudibranchia) kun omfatter marine snegle.

Dræbersnegl. Foto: Hans Erik Svart Dræbersnegl udviser stor farvevariation, fra orange til mørkebrun – næsten sort, mest typisk er dog brunrøde nuancer. Der er desuden fundet hvide og delvist hvide eksemplarer (albino og partiel albino) i Danmark. Den store farvevariation gør, at dræbersnegle let kan forveksles med enten rød skovsnegl (Arion rufus) eller brune former af den hjemmehørende sorte skovsnegl (Arion ater). Rød skovsnegl beskrives dog ofte som mere klar rød (se forvekslingsmuligheder).

Albino dræbersnegl

Helt unge individer af en dræbersnegl er ofte lyse med mørke bånd ned langs siden samt et smalt orange felt oven over disse. Sådanne mørke bånd findes dog også hos helt unge individer af både rød og sort skovsnegl, men hos disse arter forsvinder de tidligt, idet de dækkes af andet pigment.

De fuldt udvoksede, kønsmodne dræbersnegle er ca. 7-15 cm lange. Der er igen stort overlap med de nært beslægtede røde og sorte skovsnegle, idet disse henholdsvis når størrelser på 10-20 cm og 8-18 cm. Når æggene klækkes er snegleungerne ca. 1 cm store. Ser man på et område vil man ofte finde snegle i forskellige aldre.